|
Kirken har tre nyere hagler i de liturgiske farver foruden en messehagel, der ikke længere er i brug. En af disse, vel den sidstnævnte, blev anskaffet 1962, mens den violette hagel erhvervedes 1976.13 1) 1976, af lilla lærred med for af silke i tilsvarende farve. Både på ryg og forside er gaffelkors af vævede borter i guld og violet. I ryg mærke for St. Martin Vestment, Lutton Spalding, Lincolnshire. 2) Af grøn uld, med for af gyldent silke. Kors af guldgaloner på ryg og forside, indrammet af applikerede kornaks i rustrødt. 3) Af hvid uld med indvævede striber i grønt, turkis og gult, der på ryggen danner korsformation. I ryg mærke fra Dansk Paramenthandel; hvidligt for. (†)Messehagel (fig. 42), muligvis identisk med den 1962 anskaffede.13 Af grønt silkebrokade med mønster af blomster og blade. Applikeret rygkors, dannet af brede, mønstervævede guldgaloner, indrammet af smallere guldlidser. I korsmidten ses korslammet med korsfane. Sekundært monteret i ramme og ophængt på skibets vestvæg. †Messehagler. Omtalt 1769 som værende af gammelt, rødt fløjl med rygkors af tilsvarende gamle, brede guldgaloner.11 1796 fremhævedes behovet for nye messeklæder,19 men først 1843 nævnedes anskaffelsen af en rød fløjlshagel,21 vel identisk med den 1862 registrerede.
|
|
|
|